Hvad er religionens tilstand i dag?   

I en amerikansk by fik ældre medborgere at vide, at de ikke kunne synge gospelsange eller bede bordbøn ved måltiderne i deres medborgerhus, fordi det var en offentlig bygning. Først efter et omfattende sagsanlæg blev deres rettigheder bekræftet.

Et barn fik at vide, at hun ikke måtte give sine skolekammerater blyanter, hvor ordet ”Jesus” var trykt på. Grædende spurgte hun sin mor, ”Hvorfor hader skolen Jesus?” Kelly Shackelford, chefrådgiver for Liberty Legal Institute, vidnede i en Kongreshøring i USA om religiøse udtryksformer i 2004: ”Disse børn forstår beskeden. Deres religion behandles på samme måde som et bandeord. Disse børn lærer i en tidlig alder, ’hold din religion for dig selv’, ’den er beskidt’, ’den er dårlig’.”

I marts 2004 indførte det franske parlament en lov, der forbyder skolebørn at bære religiøse symboler i offentlige skoler, hvilket omfatter hovedtørklæder og slør, som mange muslimske piger bærer, store kors samt jødiske kalotter.

Angreb på tro og religion lever tydeligvis i bedste velgående, ligesom de har fundet sted så længe, som religion har eksisteret. Som noget nyt ses dog rapporter, i avisartikler med alarmerende overskrifter overalt i verden, om seksuel perversion blandt gejstlige med erstatningssager, der løber op i mange millioner kr. anlagt mod de involveredes katolske kirker, og de vindes. Kirkerne og andre trossamfund står her overfor et underminerende angreb, der ikke bare undergraver deres åndelige og materielle styrke, men som i nogle tilfælde truer hele deres eksistens.

Selvom den slags krænkelser ser ud som noget nyt, stammer de oprindeligt tilbage fra slutningen af det 19. århundrede. På det tidspunkt var psykiatere startet på at få erstattet religion med ”videnskab, hvor sjælen ikke indgik”. I 1940 erklærede psykiatri åbent sine planer, da den britiske psykiater John Rawlings Rees, en medstifter af World Federation for Mental Health (WFMH), henvendte sig til en National Council of Mental Hygiejne, hvori det hedder: ”[S]iden den sidste verdenskrig har vi gjort meget for at infiltrere de forskellige sociale organisationer i hele landet ... vi har gjort et nyttigt angreb på en række erhverv. De to letteste af dem er naturligvis er lærerprofessionen og kirken …”

En anden medstifter af WFMH, den canadiske psykiater G. Brock Chisholm, forstærkede denne originale plan ved at gå til angreb på de religiøse værdier. Han opfordrede psykiatere til at befri ”den menneskelige race for den forkrøblende byrde af, hvad der er godt og ondt.” Som en slags tronraner har psykiatere sat sig over de ældgamle religiøse principper og renset kriminel adfærd for anstødelighed ved at omdefinere synd og ondskab til ”psykiske forstyrrelser”.

Forfatteren Andrew Delbanco beskriver i sin bog ’Satans Død’, hvordan ”ondskabens sprog” forsvinder sammen med tendensen til ”ikke at navngive ondskab”. Før psykiatriens indtog havde samfundet fungeret på basis af meget klare idéer om ”ondskab i moralsk lys”. Men i dag bruges forskønnende omskrivninger som ”adfærdsproblem” eller ”personlighedsforstyrrelse.” Delbanco beskriver dem som idéer, ”… hvor ansvarsbegrebet er forsvundet og mennesket opfattes som en komponent med en stipuleret funktion. Hvis et menneske ikke klarer sig ordentligt, skal det repareres eller anbringes; men en reel fornemmelse af skyld er ikke en del af det ... Vi tænker i retning af at justere den mangelfulde del eller, hvis personen er for langt ude, at gemme vedkommende væk.”

Som et resultat af psykiatriens underminerende planer for det religiøse, har begreberne god og dårlig adfærd, rigtig og forkert adfærd og personligt ansvar lidt så mange nederlag, at folk i dag kun har få eller ingen retningslinjer for deres adfærd. Ord som etik, moral, synd og ondskab er næsten forsvundet fra dagligdags sprogbrug.

Delbanco siger videre: ”Ondskabens repertoire har aldrig været mere omfangsrigt. Og alligevel har vores reaktioner aldrig været så svage … Vi ser ikke umiddelbart gerningsmanden … Forbrydere er sværere at få øje på … Derfor er djævlens værk overalt, men ingen ved, hvor man skal lede … Ondskab har en tendens til at falde ind i baggrundsstøjen i det moderne liv … Vi føler noget, som vores kultur ikke længere indeholder ord til at udtrykke.”

Konsekvenserne har været nedbrydende for både samfund og religion. Det er ikke sådan, at ondskab som sådan er forsvundet – der er beviser i massevis på ondskabfuld og destruktiv adfærd, der findes i samfundet – og det er lige så svært at se ondskaben i øjnene, som det altid har været. Dog ønsker alle at leve i et samfund, hvor man ved, hvad ondskab er og kan bekæmpe den.

Eller gør de?

I mere end et århundrede har menneskeheden, uden at være vidende om det, optrådt som forsøgskanin i et eksperiment med ”social manipulation”, som blev undfanget i helvede. Eksperimentet har omfattet et angreb på samfundets vigtigste religiøse og moralske højborge. Eksperimentet kunne ikke skride frem, så længe mennesket klart kunne opfatte, give udtryk for og gøre noget ved ondskab. Det er den skjulte grund til vores nuværende sociale opløsning. Det er indbegrebet af ondskab, maskeret af en yderst social ydre fremtoning.

Det er ikke så længe siden, at det var religion, der forsynede mennesker med de moralske og åndelige holdepunkter, der var nødvendige for at skabe og opretholde den civilisation, vi kunne være stolte af. Religion giver den nødvendige inspiration til et liv med større mening og formål. I en krise, som den vi er inde i, er det de religiøse lederes lod at foretage sig det nødvendige.

Den sjælløse materialisme, der er skabt af psykologien og psykiatrien, har skabt et åg, som de er nødt til at fjerne og få religionen tilbage i de religiøses hænder.

Religiøse ledere er nødt til at tage dette ansvar på sig, ikke blot for religionernes overlevelse, men især for menneskehedens skyld.

Med venlig hilsen,

Jan Eastgate
præsident
for Medborgernes Menneskerettighedskommissions
internationale afdeling