Er der noget håb?

Ville en behandling mod stofmisbrug, der beviseligt virkede for alle, være en god ting? Og er det muligt?

Lad os dog først klart definere, hvad der menes med ”helbredelse”. For den enkelte vil en helbredelse betyde fuldstændigt og permanent fravær af enhver form for overvældende fysisk eller psykisk ønske, behov eller tvangsmæssig trang til at tage stoffer. For samfundet betyder det rehabilitering af misbrugeren, så personen derefter er en ærlig, etisk, produktiv og succesfuld borger. I 1970’erne ville det første af de ovenstående spørgsmål have været temmelig underligt, om ikke direkte absurd.

”Selvfølgelig ville det være en god ting!” eller ”Gør du nar?” ville have været
almindelige svar.

Svarene i dag er derimod ganske anderledes. En stofmisbruger vil måske svare: ”Hør her, du behøver ikke snakke med mig om behandling, jeg har prøvet hvert eneste program, der findes, og det mislykkedes. Der er ingen af dem, der virker.” Eller: ”Du kan ikke helbrede noget, der er arveligt betinget; min far var alkoholiker.” En lægmand ville måske sige: ”Det har de allerede kureret. Er det ikke metadon, det hedder?” Eller: ”De har fundet ud af, at det er en uhelbredelig hjernesygdom; altså, ligesom sukkersyge. Det kan ikke helbredes.” Eller tilmed: ”Videnskaben har fundet ud af, at der intet kan gøres; det er noget med en kemisk ubalance i hjernen.”

Bemærkelsesværdigt nok ville der ikke være et eneste ord, eller bare en idé om reel helbredelse, hverken blandt misbrugerne, narkomanernes familier, embedsmændene, medierne eller noget som helst andet sted.

I stedet vil der optræde ord som sygdom, lidelse, kronisk, styring, vedligeholdelse, reduktion og tilbagefald. Misbrugere i rehabilitering får at vide, at de skal omtale sig selv som, at de er ”i bedring”, aldrig som ”helbredte”. Selvom det bliver sagt på forskellige måder, er den almindelige, underliggende mening, at stofmisbrug er uhelbredeligt, og noget en misbruger bliver nødt til at lære at leve – eller dø med.

Er alt håb ude?

Før man tager stilling til det spørgsmål, er det meget vigtigt at forstå en ting vedrørende narkobehandling i dag. Vores håb om en kur mod stofmisbrug forsvandt aldrig; det blev bare begravet i en lavine af falske informationer og falske løsninger.

Tag for eksempel den psykiatriske idé om, at farlige stoffer er ”harmløse”:

• I 1960’erne gjorde psykiatere ikke blot LSD acceptabelt, men til et ”eventyr” for titusinder af studerende, ved at sprede ideen om, at man kan forbedre livet gennem stoffer, der forandrer ens sind og personlighed”.
• I 1967 mødtes amerikanske psykiatere for at diskutere stoffernes rolle i år 2000. Den indflydelsesrige psykiater Nathan Kline fra New York, som havde sit virke ved komitéen for Det amerikanske Nationale institut for Mental Sundhed og Verdenssundhedsorganisationen, udtalte: ”I princippet kan jeg ikke se, at brug af stoffer er mere unormalt end at læse, spille musik, beskæftige sig med kunst, dyrke yoga, eller tyve andre ting – hvis man ser på det i et bredere perspektiv.”
• I 1973 skrev psykiateren Louis J. West fra University of California: ”En debat vil i sandhed meget snart kunne rase blandt visse kliniske forskere, om hvorvidt det at klynge sig til den stoffri sindstilstand ikke er en forældet holdning for såvel læger som for patienter.”
• I 1980’erne fremkom den californiske psykofarmaka specialist Ronald K. Siegel med en oprørende påstand om, at det at være påvirket af stoffer er et grundlæggende menneskeligt ”behov”, en ”fjerde drivkraft” af samme størrelsesorden som sex, sult og tørst.
• Det blev påstået i ’Comprehensive Textbook of Psychiatry’, der blev udgivet i 1980, at ”kokain ikke skaber nogen alvorlige problemer, når det ikke indtages mere end to til tre gange om ugen.”
• Ifølge lederen for den amerikanske narkotikabekæmpelsesmyndighed (DEA) i Connecticut, USA, bidrog den falske antagelse, om at kokain ikke er vanedannende, til den dramatiske stigning i dets misbrug i 1980’erne.
• Lederen af børne- og ungdomspsykiatrien ved Harbor lægecenteret for University of California, Charles Grob udtalte i 2003, at det potentielt hallucinationsfremkaldende stof Ecstacy muligvis var en ”god medicin” til behandling af alkoholisme og stofmisbrug.

I dag godkender stof-reguleringsorganer over hele verden kliniske forsøg til brug for hallucinogene stoffer til at håndtere alt fra angst til alkoholisme, til trods for at lægemidlerne er kendt for at forårsage psykose.

Fiaskoen i krigen mod stoffer skyldes hovedsageligt fejlslagne anstrengelser i at stoppe en af alle tiders farligste stofpushere: psykiateren. Det er derfor en tragikomisk ironi, at netop psykiatere fik sat sig tungt i den stol, som giver dem mulighed for at kontrollere området for stofafvænning. Det er netop, fordi de stort set har været ude af stand til at fremvise nogen resultater selv efter mange års forsøg og milliardbevillinger fra staten. Regeringer, borgergrupper, familier og enkeltpersoner, der fortsat accepterer psykiatriens falske information og afvænningsteknikker, gør det på egen risiko. Sandsynligheden for, at de vil fejle på ethvert område, er overvældende.

Afhængighed af stoffer er ikke en sygdom. Der eksisterer virkelige løsninger.

At rydde psykiatriens falske information vedrørende stoffer og afhængighed af vejen, er ikke kun en grundlæggende del af processen med at genoprette håbet, det er det første trin i retning af virkelig afvænning.

Med venlig hilsen

Jan Eastgate
præsident
for Medborgernes Menneskerettighedskommissions
internationale afdeling