Psykiatrisk uredelighed: Hvordan lægevidenskaben undergraves

Den tidligere leder af det Nationale amerikanske Institut for Stofmisbrug, psykiateren Alan J. Leshner udtalte: ”Det er min overbevisning i dag, at du (lægen) burde fængsles, hvis du undlader at ordinere SSRI’er (den nye type antidepressiver, red.) mod depression. Jeg er også overbevist om, at du fem år fra nu burde sættes i fængsel, hvis du ikke giver crack-misbrugere det medikament, vi arbejder på nu.”

I de år jeg har arbejdet med at rydde op i behandlingerne inden for behandlingsområdet for psykisk sundhed, har jeg talt med hundredvis af læger og tusindvis af patienter, og samtidig har jeg hjulpet med at afdække utallige psykiatriske overtrædelser af menneskerettighederne. Det er først for nylig, at den tanke, at lægernes rettigheder også kunne være i fare, er faldet mig ind. Jeg kunne virkelig godt lide at vide, hvorfor en læge skulle fængsles for at undlade at ordinere et antidepressivt middel mod depression.

Hvad, jeg ved, er, at praktiserende læger har anerkendt, at der findes utallige legemlige problemer, der kan forårsage emotionelle og adfærdsmæssige forstyrrelser samt vigtigheden af først at undersøge for disse. Det følger deraf, at hvis man ordinerer et antidepressivt middel for at undertrykke følelsesmæssige symptomer uden først at finde og behandle en mulig bagvedliggende legemlig sygdom, så giver man muligvis blot patienterne et kemisk fix, mens man lader en faktisk sygdom, der kunne forværres, forblive ubehandlet.

Hvad om den praktiserende læge faktisk fandt, diagnosticerede og behandlede en sådan legemlig sygdom, og depressionen derved ophørte uden brug af nervemedicin? Skulle den læge efterfølgende anklages for at være uetisk, eller endog anklages og straffes for kriminel forsømmelighed, fordi han/hun ikke havde ordineret et antidepressivt middel?

Vanvittigt, siger du? Det kunne vel ikke ske i Danmark? Måske. Den dag er muligvis allerede kommet, hvor en god læge kan blive anklaget for at være uetisk, selv når han eller hun praktiserer lægegerningen på en etisk måde. En læge, specialist eller ej, kan i dag blive kritiseret, set ned på, betragtet som et ”grænsetilfælde” og udstødt, fordi han praktiserer en traditionel, virksom lægegerning baseret på egentlige diagnoser for somatiske tilstande.

Denne rapport er henvendt til læger, især til dem, som udelukkende ønsker at praktisere ikke-psykiatrisk lægegerning, og til dem, som er drevet af et højt medmenneskeligt formål i overensstemmelse med den bedste hippokratiske lægetradition, og som ønsker at få fred til at fortsætte deres arbejde med at drage omsorg for deres patienters helbred efter bedste evne. Det er henvendt til læger, som er bekymrede over den kendsgerning, at millioner af børn tager receptpligtig og vanedannende amfetaminlignende stimulanser mod en formodet psykisk forstyrrelse som ADHD, DAMP eller hyperkinetiske forstyrrelser, som er den officielle danske betegnelse.

Der findes i dag en udbredt tankegang omkring psykisk sundhed i den almindelige lægepraksis. Det skyldes for en stor del ”succesen” med det psykiatriske diagnosesystem i den ’Diagnostiske og Statistiske håndbog for psykiske forstyrrelser’ (DSM-IV). Dette system og kapitlet om psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser i den ’Internationale sygdomsklassifikations håndbog’ (ICD-10), der siden 1994 anvendes i Danmark, er blevet fremhævet, som særdeles nødvendige standardredskaber for alment praktiserende læger, ved diagnosticeringen af psykiske forstyrrelser.

Men der er mere til det. Psykiatriens diagnosesystem blev ikke udviklet i en ånd af professionel respekt for traditioner og viden fra den almindelige lægepraksis og andre lægespecialer. Der var ikke noget introducerende brev, hvor der stod: ”Vi respekterer Deres patientrelationers ukrænkelighed og betydning, såvel som Deres ønske om at gøre det bedste for dem. Værsgo, her er vores diagnostiske system, der kan hjælpe Dem til at opnå det. Vær venlig at se det igennem, og som det første, baseret på Deres egen erfaring, overbevis Dem selv om, at vi er på rette spor. Dette er gyldig videnskab. Vi vil værdsætte Deres tilbagemelding og konstruktive kritik. De må endelig bede om hjælp, hvis De har brug for os. Med venlig hilsen (i den bedre sundheds navn).”

I stedet ankom det med følgende besked: ”Dette diagnosesystem er ’et ungt barn med alvorlige psykiske problemer’, men da vores ekspertdiagnoser allerede er færdige, behøver De ikke at gøre andet end at følge vores præcise instruktioner i ordineringen af nervemedicin og at underkaste Dem vor ekspertovervågning.” Med andre ord, står der: ”Deres patienter synes at have mere tillid til Dem end til os. Derfor giver vi Dem måden, De skal diagnosticere de psykiske forstyrrelser og sindssygdomme, som patienterne utvivlsomt lider af.”

Det er denne skjulte understrøm, som kontinuerligt har kendetegnet psykiatrien, siden den først påtog sig tilsynspligterne ved sindssygeanstalterne for 200 år siden. Det er tydeligt på mange forskellige fronter og uanset, hvor psykiatrien blander sig, kan den være utrolig ødelæggende for selvsikkerheden, stoltheden, æren, arbejdsomheden, initiativet, integriteten, sindsroen, velbefindendet og tilregneligheden. Disse er kvaliteter, som vi må kæmpe for at bevare for alle patienter. Og også for alle læger.

Med venlig hilsen,


Jan Eastgate
præsident
for Medborgernes Menneskerettighedskommissions
internationale afdeling

DOWNLOADS