Ethvert stort samfund har sine kreative sjæle – sine virkelige kunstnere. Fra det gamle Grækenland og Rom, gennem renæssancen til verden i dag, har menneskeheden beundret mænd og kvinder med enestående kunstneriske evner.

Som den berømte amerikanske forfatter Henry James engang sagde: ”Det er kunst, der skaber liv.” Hans ord er ikke mindre rigtige i dag, for kunstnere er de mennesker, der drømmer vores fremtid og skaber morgendagens realiteter. Sandt nok, det gør ingeniører, forretningsmænd og fremsynede mennesker i andre områder også, men den fremtid, de skaber, drejer sig i stor stil om vores materielle velbefindende. Det er kunstnerne, som løfter ånden, får os til at more os og græde, og de kan endog forme den spirituelle fremtid for vores kultur. Det er kunstnerne, der skaber liv.

Det forklarer, hvorfor kunstnerne fortsat er den mest skattede af menneskelige aktiver verden over.

Desværre er de ofte aktiver, vi har mistet for tidligt – det har efterladt os fattigere. I de seneste årtier har vi alle begrædt den alt for tidlige død af store kunstnere, som har beriget vores liv, men som forsvandt, før deres arbejde var gjort. De oplyste lærredet, teateret og koncertscenen såsom Ernest Hemmingway, den store franske forfatter Antoninn Artaud, jazzsangerinden Billie Holliday, Judy Garland, Marilyn Monroe, Vivien Leigh, Kurt Cobain, Michael Hutchence, Phil Hartman og mange, mange andre.

Med et blik på selv denne lille liste, ville det være let at få det indtryk, at livet som kunstner er uundgåeligt oprørende, at presset for succes er for stort til, at man kan bære det. Man kunne også let tro, at for at være en succesfuld kunstner, skal man være neurotisk, eller det der er værre.

Intet af dette er sandt!

I hvert af tilfældene ovenfor arbejdede skjulte kræfter for at frembringe et tragisk resultat. Sandheden er, at enhver af disse store kunstnere, og mange af de andre som har forladt os, blev tilbudt ”hjælp”. I stedet blev de forrådt og anbragt på et skråplan, som førte direkte til deres undergang.

Dette forræderi kom direkte eller indirekte af psykiatere eller psykologer, som påstod, de ville hjælpe, men som faktisk havde en ødelæggende virkning, som efterlod disse kunstnere frygteligt beskadigede – eller døde – med deres grundlæggende styrke og vished tilintetgjort.

I dag er det endnu mere presserende, at den besked bliver hørt og forstået, for angrebene på kunstnere indenfor enhver genre er forøget yderligere i såvel omfang som effektivitet. Våbnene er nu et opbud af dødelige stoffer, som udgiver sig for at være terapeutiske behandlinger, ligesom det hvide snit engang gjorde. I Hollywood, mekkaet for underholdningsindustrien, udgør sinds- og personlighedsændrende, vanedannende psykiatriske stoffer en for høj pris for kreative liv.

Helt bortset fra den ødelæggelse, som bliver udøvet mod kunstnerne selv, må vi ikke glemme, at kunstnere skaber vores kulturs fremtid.

Er det den fremtid, vi går ind til? En fremtid, hvor vi vil følge disse folkelige meningsdannere ind i den fagre nye terapeutiske verden af forkrøblede kreative personligheder, ødelagte familier, spildte liv og selvdestruktion?

Hvis dette synes alarmerende, så kig på disse tal – de viser, hvad fremtiden indeholder, hvis der ikke foretages drastiske forandringer lige nu: For øjeblikket er 20 millioner børn over hele verden på receptpligtig personlighedsændrende psykiatrisk medicin, heriblandt antidepressiver, som både Storbritanniens og USA’s levneds- og lægemiddelstyrelser har advaret om kan forårsage selvmord og voldelig adfærd. Stigningen i antallet af episoder med skoleskyderier og voldelig kriminalitet blandt teenagere, kan spores tilbage til den hurtige vækst i udskrivningen af disse stoffer. Millioner får også udskrevet stimulanser, som er langt voldsommere i deres virkninger end kokain.

Overvej hvor mange potentielle store kunstnere, blandt disse millioner, der nogensinde vil fuldføre deres mål? Og hvad vil vores kultur miste ved deres fravær?

Vi har sørget over de store kunstnere, vi har mistet for tidligt. Lad os ikke sørge over flere.

Citizens Commission on Human Rights International har lavet informationsmateriale og foretaget undersøgelser, som har kunnet bistå forfattere og manuskriptforfattere med materiale og fakta om emnet psykiatri. Et eksempel er bogen Skyggeland, en historie om skuespillerinden Frances Farmer; et andet er fremskaffelsen af tungtvejende beviser til programmet ’60 minutes’ i Australien, som førte til en tv-pris for dette program; et tredje er dokumentation i form af undersøgelser af sager, som gik i luften på Kanal 4 i England, Tyskland, Italien og andre lande. Faktisk har CCHR til huse i hjertet af Hollywood på Sunset Boulevard, hvor de huser en permanent udstilling: Psykiatri: Skade og død, med 14 enestående dokumentationer af forskellige sider af psykiatrien – som går fra dets mørke fortid, til dens rolle i Holocaust; fra de afskyelige etniske udrensninger, apartheid-programmer og racisme til skadelig og ofte skæbnesvangre virkninger af dens behandlinger, såsom farlig og vanedannende psykofarmaka, elektrochok, psykokirurgi og stimulanser brugt til medicinering af børn.

Museet og CCHR’s årtier med forskning er leverandør til manuskriptforfattere, tv-manuskriptforfattere, dramatikere og romanforfattere. Vi opfordrer dig til at arbejde sammen med os for at videregive disse oplysninger og beskytte de kunstnere, der har brug for hjælp, ved at sikre at vores fremtid ikke bliver forrådt.

Med venlig hilsen,

Jan Eastgate
Præsident for
CCHR’s internationale afdeling

Bruce Wiseman
Formand
CCHR’s USA afdeling 

Anne Archer
Skuespillerinde

David Campbell
Komponist,
arrangør af studieindspilninger

Raven Kane Campbell
Sanger, komponist,
skuespilforfatter

Nancy Cartwright
Skuespillerinde og forfatter 

Chick Corea
Jazzkomponist, pianist

Isaac Hayes
Komponist, musiker,
skuespiller

Geoffrey Lewis
Skuespiller

Juliette Lewis
Skuespillerinde

John Novello
Komponist, musiker

David Pomeranz
Sanger, sangskriver

Harriet Schock
Sangskriver,
studiekunstner